Skip to main content
Category

Pressemeddelelse

Almas Korn gentænker amerikanersiloen

By Pressemeddelelse No Comments

Almas Korn har valgt at samle produktionen af deres siloer i Europa. Det har givet mulighed for at tilføje nye kvaliteter til den populære runde tørresilo. Virksomheden håber på, at landmanden vil betragte den som ”den perfekte silo”.

Driftschef og medejer af Almas Korn Daniel Pedersen. Foto: Almas Korn.

Almas Korn har valgt at flytte deres aktiviteter tættere på hjemlandet, og dermed vil deres siloer for fremtiden kunne leveres fuldt ud fra deres italienske leverandør, AGI EMA. Beslutningen er rettidig, mener virksomheden selv. Hvilket desuden har medført, at de har fået mulighed for at tilpasse en række elementer i deres ellers populære runde tørresilo.

Driftschef og medejer af Almas Korn Daniel Pedersen har tegnet siloer for kunder siden sin ansættelse i 2016, og det er ham, som har ledt processen i tilblivelsen af den redesignede silo:

“Samarbejdet med kontoret i Italien er gået over al forventning. De har en lang tradition for runde siloer til industri, men aldrig til landbrug. De har været utrolig åbne over for nye forslag. De har faktisk kunnet implementere alle de forbedringer, som vi er kommet med,” siger Daniel Pedersen.

Daniel Pedersen, 32, er ‘kornmand’ ind til benet. Under uddannelsen til jordbrugsteknolog skrev han sin hovedopgave om korn og kornhåndtering, og med en baggrund i landbruget og som uddannet landmand, så kender han også alt til den hverdag, som siloerne skal indgå i.

“De runde tørresiloer, også kendt som amerikanersiloer, passer godt ind i dansk landbrug. Det er en kompliceret konstruktion, som kan opbevare store mængder korn, og hvor kornets kvalitet er sikret med omrøresystemet og den gode luftgennemstrømning,” forklarer han.

Almas Korn har gennem et kvart århundrede produceret siloer til landbruget. På baggrund af dette har den nye silo fået tilført en række forbedringer: Bl.a. ekstra bæreevne i taget, kraftigere galvanisering samt nye taghætter.

Den perfekte silo
Almas Korn har leveret totalløsninger inden for tørresiloer gennem 25 år. Det er den store erfaring, som for fremtiden bliver inkorporeret i deres nye silo – som dog vil ligne den gamle fuldkommen.

Administrerende direktør Hans Henrik Termansen forklarer:

“Målet for os var at lave den perfekte silo, hvor vi ikke gik på kompromis med kvalitet og design – og ikke mindst prisen,” understreger han og fortsætter:

“Tørresiloen fra Almas Korn indeholder løsninger, som virker, og som sidder i mere end 2.000 siloer i Norden. Vi ville skabe en silo, som supplerer landmandens eksisterende tørresystem og æstetisk passer ind i landskabet ved siden af de eksisterende siloer,” siger han.

Fremtidssikring kræver kraftig galvanisering
Med hårde vintre og store mængder sne er tagets bæreevne essentiel og en europæisk designstandard, selv uden transportanlæg. Derudover oplever Daniel Pedersen, at nutidens landmænd efterspørger tungere og tungere fyldeudstyr. Derfor lagde han under designprocessen stor vægt på, at siloen skal have en bæreevne på 3.000 kilo.

“Alle siloer har en opjusteret bæreevne. Det betyder både, at vi kan udbygge enhver silo, når behovet opstår på den enkelte bedrift,” siger driftschefen.

På grund af det ændrede klima og den strenge lovgivning inden for byggetilladelser var det essentielt for Daniel Pedersen, at den nye silo fik en kraftigere galvanisering:

“Det er udbredt andre steder i branchen blot at give siloer en ‘top-coat’. Vi tager både vejrforhold og lovgivning, som siloen opføres under, meget seriøst. Derfor har vi aldrig benyttet top-coat men en høj galvanisering, som er blevet endnu bedre nu. Vores siloer er galvaniseret efter højeste standard.

Det giver både en langtidsbeskyttelse af konstruktionen samt beskyttelse mod rust, men det forbedrer også udseendet,” siger Daniel Pedersen, som uddyber, at udseendet faktisk er lovpligtigt:

“Permanent genskin fra stål-siloer er nemlig ikke tilladt ifølge de fleste landzonetilladelser, og derfor er det vigtigt, at siloen bliver mat over tid, som den gør ved galvanisering frem for top-coat,” forklarer han.

Både siloens sider og tag har fået et kraftigere design og galvaniseringslag. Det giver en stærk konstruktion, som er særdeles egnet til barske miljøer som f.eks. kystnære områder eller tæt hos griseproducenter, hvor ammoniakkoncentrationen er høj.

Fakta om Almas Korns silo:
– Forstærket tagkonstruktion med bæreevne på min. 3.000 kilo
– Endnu kraftigere galvanisering
– Taghætter, som reducerer indtrængen af fygesne og slagregn
– Samme populære gulvdesign – sikrer god beluftning samt modvirker støv og snavs under plankerne
– Samme velkendte omrøresystem, hvor hele siloen er omrørt på 24 timer
– Alle siloer ved Almas Korn er produceret i EU og designet og certificeret i henhold til Eurocode-, ASAE- og UNI EN 1090-1-standarder og produceret under ISO 9001- og ISO 3834-2-kvalitetsstyring.
Billedtekster:
Billede 1: Driftschef og medejer af Almas Korn Daniel Pedersen. Foto: Almas Korn.
Billede 2: Almas Korn har gennem et kvart århundrede produceret siloer til landbruget. På baggrund af dette har den nye silo fået tilført en række forbedringer: Bl.a. ekstra bæreevne i taget, kraftigere galvanisering samt nye taghætter. Foto: Almas Korn.

 

 

Almas Korn i plus

By Pressemeddelelse No Comments

Den himmerlandske siloproducent Almas Korn kan i år præsentere et tilfredsstillende resultat på fem mio. kr. efter skat. En reduktion i varelageret forud for et skift af leverandør, har forventeligt taget toppen af bundlinjen sammenlignet med året før – en velovervejet beslutning, forklarer adm. Dir. Hans Henrik Termansen.

Adm. dir. Hans Henrik Termansen. Foto: Almas Korn A/S

2025-regnskabet for Almas Korn er virksomhedens tolvte som selvstændig enhed. Årsresultatet lander på 5.000.025 kr. efter skat. Et fald fra sidste ås resultat på 5.650.000 kr. Den administrerende direktør Hans Henrik Termansen er dog ikke i tvivl om, at regnskabet er tilfredsstillende, idet faldet er et direkte resultat af en strategisk beslutning om at trække virksomhedens aktiviteter hjem til Europa:

“Vi ønsker at handle mere med Europa, og derfor kan vi fra i år levere hele vores produktlinje fra vores italienske leverandør. Tidligere har vi i højere grad benyttet vores amerikanske leverandør, men de aktiviteter vil vi gerne flytte tættere på. Derfor er vi allerede begyndt at reducere i vores varelager, og det har indflydelse på vores aktive masse,” forklarer Hans Henrik Termansen.

Driften og omsætning er næsten identisk med sidste års. Så længe faldet er fuldt ud forventeligt, er der ingen bekymring hos direktøren:

“Det er meget tilfredsstillende i år. Vi holder budgetterne, og på nordjysk, så er det godt nok,” lyder det.

Almas Korn har leveret totalløsninger inden for tørresiloer gennem 25 år. Traditionelt er siloen blevet produceret hovedsageligt i USA, men Almas Korn har i mange år gjort brug af en italiensk leverandør til delelementer i siloen. De har valgt at samle produktionen i Italien, hvor de har sammensat de bedste elementer i én samlet tørresilo gennem en designproces mellem leverandøren i Italien, AGI EMEA, og Almas Korn i Danmark.

Almas Korn forventer at kunne levere de ”re-designede” siloer til de danske landmænd i løbet af 2026.

Fakta
o Årsresultat 5.025.000 kr. efter skat.
o Aktiv masse 38.267.000 kr.

 

 

 

Almas Korn runder 2 mio. kubikmeter lagerplads med fire nye siloer på Tranekær Gods

By Pressemeddelelse No Comments

De runde stålsiloer, som Almas Korn er kendt for, er skudt op i hele Europa. Gennem de seneste 25 år har den nordjyske siloleverandør solgt knap 1.500, hvoraf nogle af de nyeste står hos Tranekær Gods på Langeland.

Tranekær Gods’ fire nyeste siloer udgør Almas Korns milepæl på 2 mio. kubikmeter lagerplads. Foto: Almas Korn.

Otte kæmpe, runde stål-siloer pryder gårdspladsen på Trankær Gods på Langeland – den karakteristiske form på amerikanersiloerne er ikke til at tage fejl af. De er blevet populære i dette årtusind på europæisk jord, i en sådan grad, at Almas Korn markerer i alt to mio. kubikmeter solgt lagerplads siden de etablerede sig i 2000.

“Vi har knoklet på i 25 år for at nå dertil, hvor vi er i dag, og vi er sindssygt stolte af, hvor langt virksomheden er nået. Vi har taget en stor bid af markedet og etableret os som en foretrukken partner når der skal vælges leverandør af silo- og lagerløsninger til afgrøder,” siger administrerende direktør og medejer af Almas Korn Hans Henrik Termansen.

Tranekær Gods havde tre eksisterende siloer og har i 2022 tilføjet ét styks tørresilo med korngrav, teknikhus, elstyring og komplet transportanlæg til fyldning af ny og eksisterende siloer.

Derfor var godsejer Christian Ahlefeldt-Laurvig aldrig i tvivl om valget af samarbejdspartner, da de i 2024 skulle indhente tilbud på en udbygning af godsets siloanlæg med tre yderligere siloer – til et anlæg med i alt otte siloer.

“Tilbage i 2022 var det mig, som stod for kontakten til Almas Korn, og vores samarbejde har altid været godt og konstruktivt. Det er et sammentømret team, hvor vi især er glade for den professionalisme og hurtighed, som de arbejder med,” siger Christian Ahlefeldt-Laurvig.

Frigjort fra foderstoffen

Planteavlen på Tranekær Gods drives til daglig af Rasmus Skov Jespersen, han har arbejdet i godsets planteavl i fem år, heraf de to som driftsleder.
Markplanen er i år udvidet og udgør 1.600 hektar. Dermed er behovet for opbevaring også. Derfor ser han frem til en høst, hvor alle otte siloer kommer i brug

“Siloerne fra Almas Korn lever op til de kriterier, vi har både i forhold til kvalitet, men også i forhold til sikring mod skadedyr. Men vigtigst så sparer vi én mand i håndteringen af kornet, fordi vognmanden kan håndtere aflæsningen selv til forskel fra en plansilo,” siger Rasmus Skov Jespersen.

Godset dyrker bl.a. hvede, brødhvede, raps, maltbyg, rødsvingel, hvidkløver og spinat.

“Tidligere har vi leveret direkte til foderstoffen, men med eget siloanlæg så frigør vi os herfra, og så kan vi åbne og lukke, som vi vil. Vi har mere frihed i planlægningen, fordi vi har nedtørring i siloerne med omrørersystem.”

Håndværkere med ‘landmandshænder’

Jacob Koch driver til daglig Almas Øst under navnet Koch Montage, hvor han er fast sælger, projektleder og montør af Almas Korns anlæg. Her er det vigtigt at bide mærke i ordet ’fast’, for det er nemlig et stabilt hold af montører og entreprenører, som hver gang knyttes til de enkelte projekter.

“Det er en smidig proces, fordi vi ikke bruger tid på at skulle finde ud af, hvordan vi monterer eller graver. Det er samme hold af underleverandører, som jeg har benyttet mig af de 10 år, jeg har været ved Almas Korn. Det betyder også, at vi laver stort set nul fejl i processen, for vi ved lige præcis, hvem der laver hvad,” fortæller han.
Jacob Koch har været sælger for Almas Øst i knap ti år og selvstændig montør for Almas Korn siden 2008.

Det var holdet lange erfaring med større jordbrug, som var med til at gøre at valget faldt på netop dem, forklarer driftsleder Rasmus Skov Jespersen.

“De kender landbruget og der har aldrig været misforståelser med underleverandører under byggeprocessen. Hele holdet har landmandshænder, og de ved, hvad de laver. Kommer der en elektriker, så ved han hvor opføringsrøret i siloen skal løbe, selv om han er der i forbindelse med en anden opgave,” siger han.

Tilliden og den gode proces går begge veje, insisterer Jacob Teilgaard Koch:

“Vi har under hele processen haft en løbende dialog med Rasmus. Jeg er virkelig glad for, at vi har kunder som Tranekær Gods, det betyder noget for den næste kunde. Alle kan sælge ved et skrivebord, men det er gode referenceprojekter som disse, som virkelig beviser, hvad det er, vi kan.”

19. juni 2025 indvies de fire nyeste siloer, som udgør Almas Korns milepæl på 2 mio. kubikmeter lagerplads. Tranekær Gods holder åbent hus, hvor anlægget vises frem og Almas Korn byder på en let forplejning.

Fakta
– Tranekær Gods, Langeland, 1.600 hektar dyrket jord
– Totalentreprise fra Almas Korn
– Otte siloer med omrøring og stor blæser – indhold pr. silo er 1359m3, og samlet indhold totalt er 10.872m3
– Indvies 19. juni 2025 på Tranekær Gods med åbent hus for offentligheden

Førende siloleverandør skifter ud i ejerkredsen

By Pressemeddelelse No Comments

Ejerkredsen hos Almas Korn er opdateret med to eksisterende medarbejdere fra hhv. salgs- og produktionsafdelingen. Vi får unge, dygtige kræfter ind, men vi er stadig alle bare en flok landmænd, siger den adm. direktør.

Adm. dir. Hans Henrik Termansen (t.v), salgschef Anders Værge og driftschef Daniel Pedersen. Foto: Almas Korn A/S

 

Den nordjyske virksomhed Almas Korn A/S har ambitioner for fremtiden. Som en del af et generationsskifte er salgschef Anders Værge samt driftschef Daniel Pedersen indtrådt i ejerkredsen.

“Både Anders og Daniel er meget teknisk funderet i deres arbejde. Deres tilknytning til landbruget og driften i virksomheden giver dem et fantastisk godt fundament til at drive Almas fremad,” siger Hans Henrik Termansen.

Almas Korn er specialister i totalløsninger til landbrug og industri inden for siloer, tørrerier, planlagre og transportanlæg, og intet projekt, kunde eller slutprodukt er helt ens.

Tidl. salgschef Niels Ove Nielsen har solgt sine aktier efter mange år som en del af ejerkredsen. Derfor har det været vigtigt for den eksisterende ejerkreds, at de personer, som skulle træde i hans sted, er tæt på virksomheden, kender værdierne og kan føre ånden videre i Almas Korn.

“Niels Ove har banet vejen for den måde, vi møder kunderne. Almas kommer ud af en maskinhandler-familie, hvor vi er i øjenhøjde med kunderne, vi lytter til kunden, og hvor vores service forsætter efter et salg, og det bliver vi ved med,” siger han og uddyber:

“Alle i Almas kommer ud af landbruget. Det gør de nye kræfter også. Når vi selv er tidligere landmænd, så forstår vi vores kunders hverdag på et helt grundlæggende og praktisk plan, som har uendelig stor betydning for det forhold, som vi har til vores kunder, og den service, vi dermed kan yde over for dem. Skiftet i ejerskab kommer vores kunder ikke til at mærke. På den lange bane, ønsker vi dog at udbrede kendskabet til Almas – både i ind- og udland,” siger den adm. direktør.

Niels Ove fejrede for få år siden 50-års jubilæum i Almas, og fortsætter nu med fokus på at rådgive og videndele internt.

Kort vej fra staldgang til ledelse
Anders Værge, 39, har været ansat i Almas Korn i syv år, han er uddannet landmand og jordbrugsteknolog og har bl.a. arbejdet som driftsleder på et større landbrug i Rumænien, før han flyttede tilbage til Danmark og begyndte som sælger hos Almas.

“Jeg tror godt, jeg kan tale for både Daniel og mig, når jeg siger, at vi begge allerede har følt os som en del af ejerkredsen. Der er kort vej fra staldgangen til ledelsen, og derfor er det er et helt naturligt skridt for os, fordi vi i forvejen føler, at vi har haft meget at sige. Almas har en flad struktur, og derfor er det helt naturligt for os nu at blive en officiel del af maskinrummet.

Daniel Pedersen, 31, har været ansat i Almas i ni år og er også oprindelig uddannet landmand og jordbrugsteknolog, men egentlig er han mest af alt ’korn-mand’.

“Jeg fik kendskab til Almas via min praktik under min uddannelse til jordbrugsteknolog, og derefter skrev jeg min hovedopgave om korn og kornhåndtering. Før min uddannelse som jordbrugsteknolog kom jeg ud af landbruget, og det er en fordel, både i forhold til at forstå produkterne, men også at forstå den hverdag, som vores produkter skal ud at indgå i hos landmanden,” siger Daniel Pedersen.

Både Daniel Pedersen og Anders Værge ser frem til at udbygge Almas’ marked og give virksomheden en mere moderne profil med respekt for det oprindelige værdisæt.

“Det er meget unikt, at vi alle i Almas kender landbruget indefra, men også at vi følger vores projekter til dørs. Når jeg har solgt en opgave, så er det også mig, som projekterer, følger den til dørs og afleverer den til kunden. Det giver tryghed for kunden, og sikrer kvalitet igennem hele processen,” forklarer Anders Værge.

Almas Korn A/S
o Ejerkredsen pr. 2. maj 2025: Hans Henrik Termansen, Ivan Dalsgaard, Anders Jensen, Daniel Pedersen og Anders Værge
o Rådgivning, salg og projektering af silo- og transportanlæg
o Oprindelig en del af Almas A/S
o Etableret i 2013 som selvstændigt selskab
o 25 medarbejdere fordelt på virksomhedens tre lokationer i Danmark og Sverige
o Hovedkontor i Aalestrup, Nordjylland